Så lad dem spise kage!Sådan lød det fra Marie Antoinette, da hun blev bekendt med, at den franske befolkning sultede på grund af mangel på brød forud for den franske revolution i 1789.
Hos Langenæs Bageriet er brødmangel bestemt ikke aktuelt, heldigvis. Og vi er meget bevidste om, at kage for de færreste er en hverdagsspise – i modsætning til brødet. Præcis derfor mener vi, at kvaliteten skal være helt i særklasse, når den søde tand skal tilgodeses. Det skal være noget særligt at sætte tænderne i en kage!
Vores konditorer er meget bevidste om kvalitet og benytter udelukkende kvalitetsråvarer. Vi laver alt fra bunden. Det høje kvalitetskrav til råvarerne betyder blandt andet, at den marcipan, vi bruger i kransekage, er lavet på mandler frem for abrikoskerner. Og når vores fragilité-roulade er med Grand Marnier, så er der tale om den ægte vare – vi har spiritusbevilling, og vi vil aldrig drømme om at anvende essenser! |
Når vi bruger vanilje, er det altid hele stænger fra Mellemamerika, og vi blander selv vores vaniljesukker. Endelig bruger vi kun den belgiske kvalitetschokolade, Callebaut. Denne chokolade har et højt kakaoindhold, og det kan smages! I vores konditori lægger vi desuden stor vægt på at følge årets gang og bruge de råvarer, der hører årstiden til. Derfor laver vi eksempelvis ikke jordbærkager i januar – jordbærrene er slet ikke gode nok på den tid af året. Det er de til gengæld i sommerhalvåret, og her er der altid rig mulighed for at nyde en lækker kage med jordbær.
Kun med den holdning kan vi leve op til vores egen målsætning om, at kvaliteten skal være helt i særklasse - hver gang! | |