
|
Navnet Langenæs Bageriet stammer fra slutningen af 1950’erne – dengang var navnet knyttet til et lille bageri, hvis primære produkt til sidst var tarteletter.
1984 – 1986: OvertagelsenI 1984 overtog Hanne og Finn Spottag bageriet i Nordborggade på Langenæs. Det første år var den eneste medarbejder – ud over Hanne og Finn – Michael Spottag, der var ansat som bagersvend.
I den oprindelige forretning udgjorde butiksarealet blot 30 m² - altså ikke meget mere end et kollegieværelse! - mens produktionslokalet var bare 50 m². 1987 – 1998: Den første udvidelseHurtigt efter overtagelsen i 1984 blev den sparsomme plads i såvel butik som bageri et problem, og det førte til, at man i 1987 købte den tilstødende købmandsforretning. Dermed blev forretningens areal mere end fordoblet til ca. 70 m², mens bageriet nu havde ca. 100 m² til rådighed. I forbindelse med denne første udvidelse blev Michael og Mitzi Spottag en del af Langenæs Bageriets ejerskabskreds.
I 1987 havde Langenæs Bageriet i alt 12 ansatte. I 1993 overtog Michael og Mitzi Spottag det fulde ejerskab af Langenæs Bageriet. 1999 – 2008: Den anden udvidelseI takt med stadigt stigende omsætning og behov for at kunne producere mere rationelt blev pladsmangel igen et problem, hvilket resulterede i en stor ombygning og udvidelse i 1999. Ved denne udvidelse var det primært produktionsarealet, der blev udvidet –bagere og konditorer fik nu ca. 170 m² at boltre sig på, og butiksarealet blev udvidet til ca. 80 m². |
Men heller ikke denne udvidelse og ombygning viste sig at være en fremtidssikret løsning. Relativt hurtigt herefter var pladsmangel igen et problem, og da mulighederne for yderligere udvidelse reelt var ikke-eksisterende, måtte der tænkes kreativt.
I årene umiddelbart efter årtusindeskiftet undersøgte Michael og Mitzi flere potentielle byggegrunde, men det var et rent lykketræf, at man blev kontaktet vedrørende grunden Langenæs Allé 14. Byrådet havde således netop besluttet – blandt andet som følge af massive naboprotester - at der ikke skulle bygges ungdomsboliger på grunden, og det åbnede muligheden for et stort bageri lige om hjørnet. Et projekt, som naboerne i området heldigvis bakkede fuldt op om.
2008 – 2010: Godkendelse og byggeriEfter en usædvanlig lang sagsbehandlingstid godkendte Århus Kommunes byråd i oktober 2008 Langenæs Bageriets byggeri på Langenæs Allé 14 i Århus.
I april 2009 blev det første spadestik taget til det nye bageri.
6. maj 2010 åbnede Langenæs Bageriet på sin nye adresse. I forbindelse med åbningen blev forretningens nye logo og hjemmeside lanceret. Det samme gjorde muligheden for at blive betjent i en af forretningens drive-in-luger eller for at nyde en kop friskkværnet kaffe i caféen. AktueltLangenæs Bageriet har i dag ca. 65 ansatte, der er beskæftiget i henholdsvis bageri, konditori, butik og med rengøring. Og selv om vi stadig meget gerne sælger tarteletter, så er det langtfra vores primære produkt. I dag er vi kendt i hele Århus og opland for vores innovative bageri, vores kreative konditori og butikkens meget høje serviceniveau. | |